Rebild Bakker – det flotte, kuperede hedelandskab, der ligger ved Rold Skov, er et område rigt på gode historier, seværdigheder, myter, overtro og spændende personligheder. Ved indgangen til nationalparken ligger det lille gulkalkede og stråtækkede bondehus, Tophuset, hvor tidligere Top-Karen og Top-Jens boede. De dyrkede den sandede hedejord og tog del i den spirende turisme ved at oprette et lille traktørsted. Top-Karen blev hurtigt et kendt ansigt, og Tophusets lille lavloftede stue og den omkringliggende have et populært udflugtsmål. Her servede Top-Karen kaffe og hjemmebag. Blandt de mange gæster var kong Christian 10. og dronning Alexandrine.
Top-Karen og Top-Jens kunne på nærmeste hold følgende den fantastiske udvikling, som fulgte efter afholdelsen af den første Rebildfest i 1912. De årlige dansk-amerikanske fester på den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli fik for alvor placeret det storslåede himmerlandske hedelandskab i folks bevidsthed. Turister i tusindvis fandt hvert år vej til Rebild Bakker, hvilket skabte travlhed i Tophuset.
Top-Karen døde i 1929, men de mange historier om den lille viljefaste kone på toppen af Rebild Bakker lever videre. Meget er gået tabt med tiden, men det har alligevel været muligt at indsamle tilstrækkeligt materiale til at tegne et portræt af den stolte og markante himmerlænding – et portræt, der afspejler alvor, humor og styrke. ,