Sandemoses Spor – et møde i Jante
Aksel Sandemose har sat sig varige spor i sindet hos sine mange læsere. Hans vedholdende undersøgelse af menneskenes eksistentielle grundvilkår, hans essayistiske pointer rundt i en tekst, som kan minde om en kriminalroman eller en kærlighedshistorie (eller ofte begge dele) og hans helt moderne fortællestil fascinerer såvel kendere af forfatterskabet som nye læsere. Aksel Sandemose formåede ikke altid – eller måske var det en bevidst kunstnerisk strategi – at adskille liv og værk, og man kan få det indtryk at forfatteren med det mildt sagt brogede privatliv af og til kunne låne en smule lykke fra sine personer.
Sandemoses spor – et møde i Jante indeholder blandt andet fortællingen om, hvordan Aksel Sandemose sent i sit liv (for sent, gav han selv udtryk for) fik mulighed for en slags forsoning med det Jante, som han livet igennem forsøgte at flygte fra. Bogen rummer endvidere en række artikler, som blev resultatet af et andet møde i Jante, nemlig det 21. seminar om forfatterskabet.
Med tekstbidrag fra: Espen Haavardsholm, Steen Andersen, Erik M. Christensen, Hanne Dalgaard Sejersen, Gitte Jæger og Knud Sørensen. Redigeret af Bent Dupont.
Bogen er udgivet i samarbejde med Aksel Sandemose Selskabet.